En (hæs)blæsende affære i det Vestjyske – Billeder fra Bovbjerg Fyr og Klint
Selv om de fleste af mine opgaver foregår i varmen på kontoret, i produktionshaller eller klinikker, melder der sig i ny og næ udfordringer med regn, blæst og mørke. Her vil jeg dele et resultatet af sidstnævnte, fra en tur på klinten ved Bovbjerg Fyr. Billederne er brugt af turistbureauet som led i at fremme turismen på stedet.
Dårligt vejr er ingen hindring, når det gælder billeder – Tværtimod…
Mange ville helt sikkert være trætte af at skulle på arbejde udenfor i regulært møgvejr, men i mit tilfælde var det helt bevidst og nøje planlagt.
Det kræver en vis fleksibilitet og planlægning ift. vejrudsigten, at få det bedste frem i scenarier som dettes, så jeg pakkede bilen hen ad eftermiddagen, da vejret havde set lovende ud på vejrudsigten. Billederne blev skudt mens solen forvandt bag horistonten, og den sidste halvdel af fotograferingen foregik med regn og et relativt sjældent november-tordenvejr.
Jeg nyder den slags vejr! Der er nogen helt specielt i at stå alene ved Danmarks smukkeste steder, kun allieret af kameraudstyr (rigeligt), med alle naturens kræfter omkring sig. Det er ikke bare meditativt, men samtidig en frisk reminder om, hvor små vi er midt i elementernes rasen. I like it!
De store våde skyer og solnedgangen bag dem, farvede himlen som et maleri i blåt, violet og lilla, og bidrog med perfekt drama i scenen. Den rivende kystvind, og hastigt bevægende skyer, gav desuden anledning til, at jeg med langtidseksponeringer kunne trække en dimension af tid ind i mine fotos.
En opgave veludført, og en oplevelse rigere. Gør dig selv en tjeneste, og besøg klinten – Det er en tur værd!
Læg en kommentar